Den Blå Kirke

Den Blå Kirke ligger på Lundevej i hjertet af Svendborg. Her finder du et af Fyns mest unikke møde- og selskabslokaler, der danner de perfekte rammer om både forretningsmøder og private arrangementer.

Den Blå Kirke er bygget i 1882 og var indtil 1995 hjemsted for metodisterne i Svendborg. Kirken er bygget i røde mursten, men da den i sin tid blev solgt, var det et krav fra menigheden, at den skulle males, så folk ikke troede, at bygningen stadig var metodistkirke. I 2018 har huset været igennem en grundig, men nænsom renovering, så det i dag fremstår topmoderne, samtidig med at de store, åbne lokaler emmer af stemning og historie. De historiske rammer giver en behagelig og harmonisk atmosfære, så du vil føle dig fantastisk godt tilpas, uanset om der skal være stemning og fest, eller om du vil sidde i ro og fred og holde møde. Læs mere om lokalerne her.

Til alle arrangementer serveres mad som tager udgangspunkt i dine ønsker, som vores dygtige kokke tilbereder med udgangspunkt i friske fynske råvarer.
Læs mere om maden her.

Den Blå Kirkes historie

Kirken hed oprindeligt SKT.JOHANNES KIRKE
Uddrag fra “Danmarks kirker – Bind 10”

Den tidligere metodistkirke på Lundevej, umiddelbart nord for Assistens Kirkegård, blev opført og indviet 1882. Den husede den lokale menighed indtil 1995, da bygningen blev solgt til erhvervsformål.

Metodismen kom til Danmark via USA 1858 og blev et anerkendt trossamfund 1866. Menigheden i Svendborg stiftedes 10. maj 1862, efter at de første møder havde været afholdt 1860 under ledelse af nordmanden Markus Nielsen. De fandt sted i ‘Poul Smeds Kirke’, et selvbygget gudshus ved Poul Ludvigsens hjem. Senere samme år afholdtes offentlige møder i lokalerne »San Francisco« og herefter regelmæssigt i Anne Hvides Gård (Fruestræde 3). Menigheden var vokset til 70 medlemmer, da man 1881 erhvervede grunden på Lundevej. 1 Den blev 1964 lagt sammen med menigheden i Rudkøbing og 1990 med menigheden i Fåborg. – Efter afhændelsen af kirkebygningen 1995 holdt menigheden en tid til i lejede lokaler, indtil den 2006 blev slået sammen med metodistmenigheden i Odense. I den forbindelse blev en del af inventaret doneret til metodistkirken i Letland.